For nylig var jeg på ferie i Grækenland. Et par morgener løb jeg en tur gennem en lille, traditionel græsk by og allerede fra morgenstunden sad mændene på taverner med en kop kaffe og et glas vand foran sig. De talte lidt, kiggede og fulgte med i byens langsomme opvågnen.
Det slog mig, at det næsten er blevet en disciplin i sig selv for os mennesker i den moderne verden bare at være og observere uden samtidig at skulle gøre noget. Vi er så vant til at handle, svare, løse og forholde os til det næste – måske gælder det i særlig grad for os, der er ledere. Der er næsten altid noget, vi kan handle på. En mail, der kan besvares, en beslutning, der skal træffes, en medarbejder, vi bør følge op på eller et møde, vi kan forberede os lidt bedre til.
Handling bliver let forbundet med at være en god og ansvarlig leder. Men hvad sker der med vores evne til at mærke os selv, når opmærksomheden det meste af tiden er rettet mod det næste, der kræver vores handling?
Tre former for opmærksomhed
Daniel Goleman beskriver i bogen Fokus tre former for opmærksomhed: det indre fokus, fokus på andre og det ydre fokus. Det indre fokus bringer os i kontakt med vores intuition og grundlæggende værdier og hjælper os med at træffe bedre beslutninger. Fokus på andre gør os bedre i stand til at forstå de mennesker, vi er sammen med, mens det ydre fokus hjælper os med at forstå og navigere i den verden og de systemer, vi er en del af.
Vi har brug for alle tre, men jeg er blevet optaget af, om det især er det indre fokus, der er kommet under pres i vores moderne arbejdsliv. Det ydre kalder hele tiden på os og vi bliver ovenikøbet belønnet for at reagere. Vi får svaret på mailen, løst problemet, truffet beslutningen og ryddet lidt op i indbakken. Det indre fokus har ikke samme insisterende karakter. Det sender ikke en reminder.
Når det bliver lettere at løbe end at sidde stille
Jeg kan godt lide at løbe, men på min ferie kom jeg til at tænke på, om det for mange af os næsten er blevet lettere at løbe ti kilometer end at sidde ti minutter og kigge ud over havet. Når vi ikke foretager os noget, finder hånden hurtigt telefonen, tankerne finder en opgave, eller vi sætter en podcast i ørerne.
Jeg kender det fra mig selv. Mens jeg har skrevet dette nyhedsbrev ad flere omgange og over flere dage, har jeg tjekket både LinkedIn og Instagram. Ikke fordi jeg skulle noget derinde, men fordi min opmærksomhed lige søgte et andet sted hen. Det er egentlig ret tankevækkende, når man samtidig sidder og skriver et nyhedsbrev om indre opmærksomhed.
Det har også fået mig til at tænke over vores trang til at opsøge særlige situationer for at finde ro og mærke os selv. Vi løber, vandrer, vinterbader, tager på retreats, rejser væk, bestiger bjerge eller løber maraton. Der kan være mange gode grunde til det og jeg holder selv meget af flere af de ting. Men måske forsøger vi nogle gange at komme i kontakt med os selv gennem det ekstraordinære, fordi det er blevet svært at finde den kontakt i det helt almindelige hverdagsliv.
For mig er det interessante derfor ikke kun, hvad der sker på retreatet eller under den lange løbetur, men hvad der sker på en ganske almindelig tirsdag. Hvis vi kun kan høre os selv, når vi er løbet langt, står i koldt vand eller har taget en weekend væk fra kalenderen, er der måske noget i vores almindelige arbejdsliv, der fortjener mere opmærksomhed.
Når ledere mister kontakten til det, der er vigtigt
Det er en problemstilling, jeg genkender fra flere af de samtaler, jeg har i Mandrups Rum. Det kan være den erfarne leder, som kan mærke, at noget er kommet på afstand, men endnu ikke helt kan sætte ord på hvad. Det kan være den nye leder, der gerne vil lykkes i rollen uden at miste sig selv i alle de forventninger, der følger med. Eller lederen, som egentlig har et arbejdsliv, der på papiret fungerer fint, men som alligevel er begyndt at spørge sig selv, om det er sådan her, arbejdslivet skal se ud.
Samtalerne handler derfor sjældent om, at nogen mangler endnu et ledelsesværktøj. De handler oftere om at få tid og rum til at undersøge nogle af de spørgsmål, der er svære at høre i en travl hverdag: Hvad er egentlig vigtigt for mig? Hvilken leder vil jeg gerne være? Hvilke forventninger er mine egne og hvilke har jeg taget på mig undervejs? Hvad har jeg brug for mere af og hvad har jeg måske brug for mindre af? Og selvfølgelig i et hensyn til den organisation man er en del af.
Det er også en væsentlig del af det, jeg gerne vil skabe med Mandrups Rum. Et professionelt samtalerum, hvor man ikke behøver at levere det hurtige svar, men kan undersøge sit lederskab og sit arbejdsliv med lidt større opmærksomhed på det, der ellers let drukner i drift, krav og forventninger.
Pausen er også en del af arbejdslivet
Daniel Goleman skriver i Fokus: “Et frirum giver den kreative ånd frit løb – en stram tidsplan kvæler den.“
Den formulering har hængt ved hos mig, fordi den udfordrer forestillingen om pausen som det, der ligger mellem det vigtige. Måske er pausen nogle gange i sig selv vigtig, fordi det er her, vi opdager, hvad vi egentlig tænker, mærker en tvivl, før den vokser sig stor eller får øje på, at den retning, vi har travlt med at bevæge os i, måske ikke er den rigtige.
Det kræver selvfølgelig ikke en græsk taverna. Men måske kræver det, at vi indimellem lader et hul i kalenderen forblive et hul, går en tur uden noget i ørerne eller drikker kaffen uden samtidig at tage telefonen frem.
Jeg tror, at det er værd at spørge sig selv om, hvornår der egentlig er rum i ens arbejdsliv til at høre sig selv.
Et rum til at undersøge dit eget lederskab
Hvis du selv står et sted i dit lederskab eller arbejdsliv, hvor du har brug for det rum, tilbyder jeg individuelle samtaleforløb i Mandrups Rum for både nye og erfarne ledere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du er nysgerrig på, om et forløb kunne være relevant for dig.